#3 Iværksætter og midtvejs i livet

Kære dig der læser med,

Hvordan er det at være over 50 år og i gang med anden del af arbejdslivet? Anden del af mit arbejdsliv består af et helt andet arbejdsområde, end jeg har været vant til de første 30 år af mit arbejdsliv. 

Her lørdag sen eftermiddag sidder jeg og skal skrive på dette blogindlæg. Jeg skal finde den vinkel, der passer bedst til mig, men også til den virksomhed jeg er ved at opbygge. Hvor autentisk og ærlig skal jeg være? Kan jeg bare skrive på den måde, jeg plejer?
Jeg vil nemlig gerne fortælle så oprigtigt som muligt om, hvordan det er at stå midt i en investering - menneskeligt men også økonomisk - og være i gang med at opbygge en virksomhed.
Fortælle om tvivlen, der af og til får skubbet min drøm, mine ambitioner, min arbejdsiver og min tro på mit koncept af banen. Hvordan lykkes det mig egentlig at komme OP igen og finde troen og roen på det, jeg har gang i?
For jeg er jo i tvivl af og til, ikke i forhold til mit forretningskoncept, men i forhold til de ydre omstændigheder, og om de er med mig?
Når jeg skal OP, hører jeg iværksætter podcasts, læser blogs, ser på profiler (IG/FB), der har noget af det, jeg gerne vil have, og samtidig arbejder jeg med at manifestere, det jeg gerne vil have skal ske. Ja, manifestation kan lyde som noget hokus pokus, men det er det ikke<3  

Jeg er nu i gang som iværksætter og i gang med at bygge en virksomhed op fra bunden. Min virksomhed registrerede jeg i april måned 2019 hos Erhvervsstyrelsen. Opgaven er noget større end jeg først regnede med. Ja, faktisk er den meget, meget større end først antaget.
Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke har haft respekt for mennesker, der har opbygget en virksomhed - for det har jeg. Men jeg har nok tænkt, at hvis bare man tager det skridt for skridt, så skal det nok gå. Jeg glemte bare lige, at man skal ramme tiden, tendenserne, være vedholdende, tålmodig og udover at arbejde hårdt have en hel del held.

Heldigvis har mit udgangspunkt i livet altid været og er fortsat, at "glasset er halvfyldt". Det er alfa og omega at være i stand til at fokusere på det positive og de små sejre.

At opbygge en virksomhed kræver stort set færdigheder inden for alle områder :-) og det har jeg selvfølgelig ikke. Jeg har været nødt til at alliere mig med nogle dygtige samarbejdspartnere udefra. Samarbejdspartnere, som hurtigt kan guide mig, løse opgaverne eller som jeg bare ved er der, hvis jeg skulle få brug for dem.

Jeg er meget perfektionistisk og har altid gerne ville have en finger med i alt. Det er helt umuligt nu, både fordi jeg ikke har evnerne, men også fordi at jeg ikke har tiden. Så jeg arbejder endnu en gang med at finde ro og få tillid til, at jeg ikke behøver tjekke alt. Min følgen-op på alt, måske skulle jeg kalde det min tjekken alt, giver mig faktisk et deja-vu tilbage til min tid som leder. Jeg er god til at uddelegere, men vil alligevel gerne lige tjekke resultatet, når opgaven er løst, i hvert fald indtil jeg kender mine samarbejdspartnere rigtig godt. Så her er stadigvæk en personlig udviklingsproces i gang :-) Men det bliver vi vel heller aldrig for gamle til?

VI bliver heller aldrig for gamle til at vove noget arbejdsmæssigt eller i vores private liv. Når jeg vover noget, kommer tvivlen ofte sammen med forandringen; var det nu det rigtige valg? Tvivler du, når du ændrer noget større i dit liv?
Jeg er glad for, at jeg tog skriftet med GREEN by Noah, og når jeg tænker på, at jeg stadig har 18-20 år på arbejdsmarkedet, tror jeg på, at jeg nok skal nå at få mine drømme for mig og min virksomhed opfyldt.

Jeg håber, at du får en dejlig lørdag aften, enten i dit eget dejlige selskab eller sammen med dine kære <3

#4 ...., publiceres næste gang jeg har noget på hjertet, jeg gerne vil dele <3

 

 

Skriv en kommentar

Bloggen er modereret og kommentarer vises først hvis de bliver godkendt