#2 Dagene op til det hele bliver sort

Føler eller mærker jeg noget, når jeg skal skrive om min tid op til, at jeg blev meget syg af stress?

Ja, jeg mærker en tristesse, en tom krop og en hjerne, der næsten er tom og stille. Perioden inden jeg knækker total sammen i 2016, oplevede jeg på følgende måde.

Jeg havde fået et nyt job som kvalitetskonsulent inden for sygehusvæsenet 60 km fra mit hjem. Jobbet fik jeg ca. 3 måneder inden mit stresskollaps. Samtidig var jeg i gang med at skrive min afsluttende opgave på mit masterstudie i Odense, hvor der var afsluttende eksamen 12 dage før, at jeg slap kontrollen og blev rigtig syg. Ja, det føltes nærmeste som at slippe tøjlerne i mit eget liv.

Jeg havde gennem længere tid haft meget svært ved at forstå, hvad andre talte om, når de talte om noget, der ikke lige var dagligdagsemner. Når jeg sad til møder på mit nye job, forstod jeg ikke, hvad mine kollegaer sagde. Jeg kunne ikke samle deres ord til noget forståeligt. Det var ganske forfærdeligt. Mit nye job krævede en stor grad af performance, nye kontakter, nye opgaver, hurtige deadlines, hvilket jeg så absolut ikke var i stand til, da min hjerne ikke arbejdede som den plejede. Jeg havde det ganske forfærdeligt og troede faktisk, at jeg var ved at blive dement, da en del af mine kognitive funktioner var forsvundet eller var noget dårligere, end jeg var vant til. Jeg havde gennem måske 1-1½ år formået at ”køre på noget kendt viden”, men jeg var så afgjort ikke i stand til at tilegne mig noget nyt.

Den dag jeg blev sygemeldt, sad jeg helt alene i et stort kontor med mange skriveborde, tog telefonen og ringede til min læge. Min læge sagde kort, du kommer hen til mig med det samme, og derfra må jeg sige, at det kun gik ned ad bakke. Jeg var så langt ude, at jeg ingenting kunne foretage mig, jeg kunne ikke stave til mit navn, kunne ikke huske, hvad jeg havde lavet dagen før, om formiddagen den samme dag, havde svært ved at samtale, da jeg ikke kunne huske ordene – min hjerne var et meget stille kaos.
Efter min sygemelding startede et flerårigt forløb med at komme tilbage til en ”normal” tilværelse igen, og den er alligevel ikke som før, selv om jeg igen arbejder meget.
Nogle af de tegn på ”overophedning” jeg får i mit liv nu, er koncentrationsbesvær, en trykken i mit hoved, som havde jeg et spændebånd om hovedet og problemer med at finde ordene. Når jeg i dag oplever dette, er jeg i den meget heldige situation, at jeg nu er selvstændig. Det betyder, at jeg har mulighed for at holde fri, når mit hoved eller krop kræver dette, og det har jeg lært at lytte efter. Jeg tør ikke mere spænde min bue helt ud, så den er ved at sprænge.

Jeg har delt min historie med jer/dig, da jeg ønsker at hjælpe andre til at stoppe op, tage et hvil, udskyde besøget hos familien, vælge alenetiden til og lytte til dig selv, din krop, så du undgår at falde så dybt af stress, som jeg gjorde.
Det tager flere år at komme tilbage, hvis man er så heldig at komme det. Jeg læste en gang, at det tager lige så lang tid at blive rask, som det tog at blive syg af stress. I mit tilfælde gjorde det.
Pas godt på dig selv. Tillad dig at sige fra. Der er kun dig selv til at passe på dig.

#3 Iværksætter og midtvejs i livet, publiceres 7.11.2020

Skriv en kommentar

Bloggen er modereret og kommentarer vises først hvis de bliver godkendt